 |
|
|
 |
|
|
|
 Begyndelsen
Det hele tog sin begyndelse som lidt af et tilfælde, året var 1948, jeg går i 7. klasse, på Allegades skole i Horsens, så en dag fik skolen en indbydelse fra et amerikansk skib, som skulle anløbe Horsens, og som ville invitere en drengeklasse på besøg ombord.
Skibet var "Fisk Victory" som kom med en last korn fra U.S.A.
Det var det største skib som havde anløbet Horsens havn, så det var et tilløbsstykke.
Victory skibene var et produkt af den 2 verdenskrig, i lighed med Liberty skibene, man byggede de forskellige sektioner forskellige steder inde i landet, og så samledes delene i de store havnebyer, på denne måde kunne man samle et skib om ugen, og det kunne bruges i krigstid.
Nu var det sådant at kvinder ikke var tilladt i amerikanske skibe dengang, så derfor blev det 7 klasse drenge som blev udvalgt til denne oplevelse, og jeg skal love for at det ændrede mit liv.
Her så jeg for første gang sorte mennesker rigtig levende, vi fik mad som vi aldrig havde smagt før, som afskedsgave fik vi hver en kæmpestor appelsin, de fleste af os havde aldrig smagt sådan en før, da sydfrugter ikke var kommet til landet endnu.
Som sagt blev besøget på "Fisk Victory" et vendepunkt , jeg var ikke i tvivl,jeg ville være sømand.
Jeg begyndte så småt at gå på havnen hver eftermiddag efter skoletid, og besøgte de skibe der lå i havnen, og snakkede med søfolkene, jeg følte allerede at jeg var en af dem.
Det skete også at jeg fik en pakke cigaretter, og så var man dagens mand, når man kunne fremvise en pakke Lucky Strike, eller Chesterfield, for alle gutterne.
Jeg fyldte 14 år i november 1948, og skulle konfirmeres til foråret, så jeg begyndte at bearbejde min Mor, jeg ville til søs, men det var ikke ligefrem det hun havde tænkt sig , hun havde skaffet mig et job hos Hede Nielsen på cykelfabrikken, jeg skulle være arbejdsdreng, og når der blev en plads ledig, skulle jeg i lære som værktøjsmager. Det så jo ikke så godt ud for mine chancer, men jeg gav ikke op, jeg fik hende overtalt til at jeg fik en søfartsbog, så det var da et skridt på vejen, jeg var så heldig at Mors veninde Ulla, var gift med en Maskinmester som sejlede i Mærsk, han kom hjem på ferie, i sommeren 1949, og han syntes at hun skulle lade mig prøve om det var noget for mig, så den 10 nseptember 1949, hentede jeg min søfartsbog, nede hos politiet i Rådhusgade, det var en stolt 14 årig der gik hjem med bogen strittende op af baglommen, jeg følte mig som fuldbefaren, selv om det stod i bogen at jeg var 157 cm. høj,så kroede jeg mig som en på 2 meter.
Søren, min kammerat havde også fået en søfartsbog, så vi besluttede at rejse til København, for det var der hyrerne var, så hvis vi ville gøre os håb om at komme til søs, så var det her i København at man skulle finde en hyre.
Så vi tog DFDSs "Ydun" til hovedstaden i november 1949.
Vi tog en rundtur til samtlige rederikontorer, og lod os skrive op til en hyre, derefter satte vi os ned i kælderen hos DFDS. som lå i toldbodgade, her sad nok 20-25 drenge og ventede på en tjans, mange af dem havde været afsted før, mest som skyllere og messedrenge, på færgerne til Aarhus - Aalborg og Oslo.
Da der var gået en måned, blev vi klar over at det ikke var så let, og familien var vel også ved at være trætte af os, så vi måtte bide i det sure æble, pakke sammen, og med "Ydun" hjem til Horsens.
Der lå et forhyringskontor nede på Fabrikvej, som jeg besøgte hver eneste dag, men der kom jo ikke mange skibe til Horsens som manglede folk. Jeg havde lovet min Mor, at fik jeg ikke en hyre, så ville jeg gå i lære efter sommerferien.
Men så en dag i februar 1950 da jeg kom på forhyringen, fik jeg tilbudt en hyre som messedreng i et norsk skib, som kom til Horsens, hvis jeg havde lyst, om jeg havde, jeg var i den 7 himmel. Nu skulle det gå stærkt, jeg skulle til lægen for at få en lægeattest, jeg skulle til TB undersøgelse, så der var travlhed, men jeg nåede det, og den 20 februar blev jeg påmønstret m/s"Lady Kathleen" af Bergen.
Skibet var kommet til Horsens med en last kul fra Polen, og det var også dertil skibet skulle igen. Lady Kathleen var et meget specielt skib, det var bygget i England under krigen, og det var bygget af beton, det var et forsøg man lavede, men det blev aldrig en succes, det var alt for tungt, skroget var 1meter tyk, så der skulle en masse beton til, det var heller ikke særlig behagelig at sejle med.På grund af den store vægt lå skibet og bevægede sig, og var længet om at falde til ro, ikke som jernskibe, som meget hurtigere rettede sig op, så da krigen var slut stoppede man at bygge den slags skibe.
Proviantforholdene var heller ikke særlig gode, der F.eks. ikke fryser ombord, men oppe på båddækket stod der en kæmpe isskab, så når vi provianterede, lagde man først et lag is, så kød, så is og sådan fremdeles, og så var vi klar til at sejle.
Når man nåede ned i skabet , så var det ikke det mest appetitlige kød der kom frem, men det blev vasket godt, og man skar det grønne og slimede fra, og så var man klar til at sætte stegen i ovnen, og det smagte egentlig godt. Sådan var der i de fleste gamle skibe, men det ændrede sig hastigt, alle skibe fik nu frysere ombord.
Jeg var lykkelig uvidende om at det var et uroligt skib jeg mønstrede i, jeg var bare henrykt over at have fået en hyre, og skulle nu til søs. Min mor og skolekæreste Bente var nede for at vinke farvel, da vi stævnede ud fra Horsens, nu var det for sent at fortryde, vi var på vej til Stettin i Polen, for at laste kul til Sydfrankrig.
Jeg var mønstret som Messedreng, mit arbejde bestod i at dække bord og servere maden i officermessen. Nu var jeg så heldig at Skipperens og Maskinchefens koner var med ude at sejle, så de klarede alt rengøringen, så jeg havde faktisk kun at sørge for serveringen og opvasken, så jeg havde det nemt, jeg var søsyg hele vejen til Polen, så jeg var glad ved at få hjælp af de 2 kvinder ombord.
Polen var noget af en oplevelse, det var kun 5 år siden at krigen sluttede, og hvor vi i Danmark ikke mærkede så meget til selve krigen, så så det anderledes ud hernede. Jeg skal love for at det kunne ses, at de havde haft besøg, først af tyskerne derefter af russerne, selv nu 5 år efter, så lå det meste i ruiner, og der var mangel på alt, så der blev handlet på kryds og tværs, jeg var ikke erfaren nok til at handle, men jeg var heller ikke så interesseret i at købe Vodka og Piger, det lærte jeg først senere. Nu har Polen altid været uheldig, især med deres beliggenhed, Rusland mod øst og Tyskland mod vest, så hvergang de to stormagter røg i totterne på hinanden, lå Polen lige midt imellem,så de fik tur hver gang, uanset hvem der vandt så var det Polen der var taberen. Nu var de under Russisk styre, selv om det hed sig at de var selvstændige, men man kunne se hvem der bestemte . Polen var ikke min kop the, så jeg var glad da vi satte kursen mod Kielerkanalen, vi skulle til Bayonne, som ligger nede i bunden af Biscaya bugten, ved feriebyen Biarritz.
Kielerkanalen var en stor oplevelse, jeg som aldrig havde været uden for Danmarks grænser før, var alt dette nyt, og jeg sugede til mig. Kanalen blev bygget i 1895, og hed oprindelig Kejser Wilhelm-kanalen, eller Nord-Østersø-Kanalen, men efter 1 verdenskrig, fik den navnet Kielerkanalen, og det hedder den idag.
Kanalen har været til stor glæde for skibstrafikken, fra Østersøen og omvendt, men til stor gene for biltrafikken, da man på sine rejser sydpå,var tvungen til at passere drejebroen ved Rendsburg, det kunne være irriterende, især når man skulle vente på at skibene skulle passsere. I 1936 passerede 276 biler dagligt, i 1954 var tallet 5000, og i juli 1961 passerede 12000 biler broen dagligt, det var selvfølgelig ikke holdbart, så i 1961 besluttede man at erstatte broen med en tunnel under kanalen, så de 100,000 skibe der sejler gennem kanalen årligt, kan gøre det uden at genere biltrafikken.
Efter Kielerkanalen gik turen gennem den engelske kanal, og ud i Biscaya bugten, som har ry for at et stormfuldt og frygtet sted for skibsfarten, det har det også været, men mest i sejlskibenes tid, da man kun havde vinden som fremdriftsmiddel, så hvis det blæste i en forkert retning, så var fanden løs, man var prisgivet, da man ikke havde et stort areal at navigere på, så indsejlingen til den engelske kanal blev en stor skibskirkegård, der ligger i hundredevis af vrag ved Lands End.
Jeg kom godt over min første tur, der skulle blive mange ture senere, nogle i storm, andre i havblik. Frankrig første gang, jeg kan ikke sige at jeg var skuffet, for jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men jeg følte ikke at jeg var i et fremmed land, de talte ganske vist et andet sprog, men de lignede os, jeg havde nok set frem til noget mere eksotisk, men nu var jeg kommet til søs, så det kunne ikke hjælpe at være kræsen, men jeg skal ærlig indrømme, at det var ikke det eventyr jeg havde drømt om.
Efter udlosning i Bayonne, fik vi ordre til at gå til Casablanca i Marocco, se nu lysnede det, vi skulle til Afrika, det lød da eksotisk, så nu fik jeg min lyst styret, Afrika here we come.
Casa Blanca betyder hvid hus, og det forstår man godt, især når man kommer fra sejlende, fra søsiden er byen kridhvid, det falmer lidt jo nærmere man kommer, men det er et flot syn, at komme sejlende til Casa Blanca. Nu viste sig at det var lige hvad jeg havde forestillet mig om at sejle, og komme til fremmede steder, her var folk anderledes, både i påklædning og sprog, så nu var alle søsygens kvaler glemt, nu var jeg i Afrika.
Havnen i Casa Blanca er lidt speciel, den ligger lige ud til Atlanterhavet, og det betyder at de stor dønninger kommer rullende lige ind i havnen, og det gør at skibene skal fortøjes særlig godt, og derfor ligger der på kajen, nogle kraftige manilla trosser som man fortøjer med, de kaldes for sapper.
Nu skulle jeg iland og opleve noget af det eksotiske, som jeg havde drømt om. Jeg fulgtes med et par af dæksfolkene, vi gik på opdagelse i "Kasbaen", her kunne man købe alt mellem himmel og jord, det blev til en marokkopude til min mor, som hun havde i mange år. De voksne tog til Busbjerg, som var en bydel med over 1000 letlevende kvinder, som levede af fremmedlegionen som var stationeret i Casa Blanca.
Vi fik nu en last af sand til England, sand som man brugte i glasindustrien, nu var sand ikke den mest comfortabel last at sejle med,den er meget "død" og det combineret med at skibet var bygget af beton, så vi rullede uafbrudt hele vejen til Kings Lynn, og jeg var hunde syg hele vejen, så jeg var glad ved at få hjælp fra de medsejlende hustruer.
I Kings Lynn var jeg på pub første gang, ingen spurgte om hvor gammel jeg var, det syntes jeg var underlig.
Nu gik turen til Norge, med en last kul, derefter lavede vi et par rejser mellem Polen og Danmark
I juli 1950 kom vi til København,og her her lå s/s"Uffe" som var et DFDS skib, og ombord var min kammerat Søren, vi mødtes og gik en tur i Tivoli, men da vi kom tilbage til sydhavnen var mit skib sejlet, den havde fået ordre. På kajen stod vores agent med alt mit tøj. Jeg overnattede på "Uffe", og næste dag gik turen tilbage til Horsens, jeg havde været til søs i lidt over 5 måneder.
Nu var det ellers tiden at jeg skulle i lære, men det blev udsat til efter nytår, så jeg tog et job hos børstenbinderen i Horsens, han tilbød også at jeg kunne komme i lære, men jeg ville være sømand. Et par gange om ugen lvar jeg ude hos forhyringsagenten på Fabrikvej, for at høre om der var en hyre, og det gav pote. I oktober kom s/s"Kentucky" til Horsens og manglede en dreng, så nu skulle jeg til søs igen.
"Kentucky" var et kulfyret dampskib, bygget i 1907, så det var en gammel svend, og forholdene var også derefter. Baderummene var uden håndvaske, istedet var der et bord med 4-5 huller, hvor man kunne tage en pøs med vand,og sætte i hullet og vaske sig på den måde. Vi boede 3 drenge på kammeret, så der var ikke meget plads, og når skibet lå i havn, blev lysmaskinen stoppet kl.1800, så havde vi kun petroliumslamper, så det var lidt primitivt.
Skibet sejlede i Noed-Østersø fart med kul og træ.
Det var en meget lærerig tid, jeg fik ihvertfal lært, at i et dansk skib, rangerer en messedreng ikke særlig højt. Jeg fik flere øretæver i de 6 mdr. jeg var derombord, end jeg havde fået i hele mit liv, og selv idag mener jeg at de 99% var uretfærdige.
Der var stadig rationering af Kaffe og Sukker, så når man mønstrede, skulle man aflevere rationeringsmærker, til Hovmesteren, så var det meningen at man hver uge fik sin ration, som man selv skulle holde hus med, så hver lørdag blev der delt ud til hele besætningen, da jeg spurgte hvor vores ration var, fik jeg at vide, at hvis vi var kommet ombord for at drikke kaffe, så kunne vi godt tro om igen, så os drenge så aldrig så meget som et gram kaffe eller sukker..
I april 1951 anløb vi Horsens, og jeg mønstrede af.
Nu havde min Mor opgivet at få mig i lære, hun kunne se at jeg ville være sømand, så nu skulle jeg have en ordentlig hyre.
Jeg begyndte med at skrive til samtlige rederier i Danmark og Norge, jeg ville på langfart, ud og opleve verden.
Nu var det så heldig at Mor havde en veninde, hvis mand sejlede som maskinmester i rederiet A.P.Møller, og han kom hjem på ferie i foråret 1951, han lovede at lægge et godt ord ind for mig, nå han skulle til København.
I begyndelsen af juni 1951, fik jeg et brev fra rederiet Mærsk, med et tilbud om en hyre i m/s"Arnold Mærsk" som ville komme til New York i slutningen af juli måned, jeg var i den 7 himmel, så jeg var ikke længe om at slå til, så dagen efter St.Hans rejste jeg med toget til Fredericia, hvor jeg stødte til flere som skulle til "Arnold", så vi fotrsatte til Rotterdam, hvor vi gik ombord i m/s"Robert Mærsk", som vi skulle sejle med til New York. Vi havde en dejlig tur med "Robert", vi var jo næsten en dobbelt besætning, så vi deltes om arbejdet, og vi ankom N.Y. hvor "Arnold" lå, og den 25 juli mønstrede jeg som Koksmath, så nu skulle jeg opleve verden.
"Arnold" var et skib der blev bygget under krigen, en type der hed C1.
al aptering var midtskibs, Kabys, proviantrum, messer lå under dæk, mens kamrene alle lå på hoveddækket.
Skibet var det rederiet kaldte en jordomsejler, det var på 7000t. og havde en besætning på 40 mand.
Da vi var udlosset sejlede vi til Baltimore, Philadelphia, Boston og tilbage til New York, hvor vi fortøjede ved Mærsk s kajanlæg i Brooklyn.
Det var en kæmpeoplevelse for en 16 år gammel knægt, at være i N.Y. vi tog til Times Square hver eneste aften, hvor man kunne gå i biografen hele døgnet rundt, så det var ikke meget søvn man fik. Når vi så skulle ombord, gik man gennem pakhuset, hvor det stod i hundredevis af kasser, med navne som: Yokohama, Kobe, Nagoya,Keelung,Saigon,Singapore etc. så drømte man om disse eksotiske pladser, og fantasien frik frit løb, nu skulle min store drøm, blive til virkelighed. Jeg var på vej ud i den store verden.
Mit arbejde bestod af at være til rådighed i kabyssen, skrælle kartofler, vaske op og alt forefaldende arbejde, til sidst hang det mig langt ud af halsen så jeg fandt dog hurtigt ud af at kok, skulle jeg ikke være, jeg havde mere lyst til arbejdet på dækket, men jeg havde en kontrakt på 18 måneder, så den kunne jeg ikke løbe fra.Nu var det jo ikke lige fra starten, at jeg var træt af at være i kabyssen, det kom lidt efter lidt, især da jeg så at dæksfolkene gik oppe i solskinnet, mens vi måtte være under dæk det meste af tiden.Kokken kunne godt se at jeg var ikke så interesseret i kokkekunst, så han ville hjælpe mig når den tid kom, hvor jeg ville afmønstre.
Men nu drejede det sig om min første jordomsejling, første stop var Panamakanalen.
Det var en kæmpeoplevelse, jeg havde jo været igennem Kielerkanalen, og nu skulle jeg igennem den anden store kanal Panama kanalen som har haft en kæmpe indflydelse på verdens økonomi, ved at være relatvt billig at sejle igennem, har den været med til at sætte gang i handelen mellem USA og landene ude i fjernøsten. F.eks. et skib som sejler fra N.Y. og skal til Yokohama sparer 4.800 km. ved at sejle gennem kanalen, så uden den, ville det have set sort ud for mange lande.
Siden kanalen åbnede i 1914, har næsten 1 million skibe sejlet igennem, trods det at skibene er blevet sørre og støre så er der ikke meget ventetid, alle kommer igennem inden for 24 timer.
I slusen bliver man trukket af små lokomotiver, gennem Gatun slusen på Atlanterhavssiden, og Pedro Miguel og Miraflores sluserne på Stillehavssiden, gennemsejlinger tager ca. 12 timer.
Denne augustdag i 1951, viste jeg ikke at jeg ville komme til at sejle gennem kanalen utallige gange, og jeg var lige betaget af den smukke natur, hver gang.
Vi var kommet ud i Stillehavet, og var på vej til Yokohama i Japan, en tur på ca 12-14 dage.
Tiden gik med rengøring, opvask, og alt forefaldende arbejde i kabyssen.
Jeg var nu blevet søstærk, så jeg kunne nyde sejlturen.
På vej over Stillehavet, fik jeg en overraskelse,halvvejs mellem U.S.A. og Japan, passerede vi datolinien, 180 grader, og her fik vi at vide, at vi sprang en dag over, så vi hoppede lige fra mandag til onsdag, det fattede jeg ikke, men jeg fik forklaringen: Vi ved jo at når det er morgen i Danmark, så er det stadig nat i Amerika, så derfor skal vi sætte uret tilbage, når vi rejser fra øst mod vest. Bare tænk på filmen: Jorden rundt i 80 dage.Her troede Phileas Fogg, at han havde tabt væddemålet, til han fandt ud af, at ved at rejse jorden rundt fra vest mod øst, så tjener man et ekstra døgn, og derfor når man passerer datolinien fra vest mod øst, springer man et døgn over, men fra øst mod vest, får man et ekstra døgn. Så den med at man vil betale når der er 2 torsdage i ugen, gælder ikke her, for her er der 2 ens dage i ugen.
Japan, nu var jeg kommet til et land, der var så anderledes, det var det jeg havde søgt efter, det var et kulturchock, jeg var imponeret. Nu var Japan stadig besat af amerikanerne, og Koreakrigen var igang, så der var mange soldater i gadebilledet, men det gjorde ingen forskel, jeg så kun japanerne, disse underlige mennesker, i mærkeligt tøj, det var spænnende, her kunne jeg lide at være, jeg kom til at besøge Japan mange gange, og jeg var lige betaget hver gang, og så var det billigt at gå iland, så det passede godt til en Koksmaths hyre på kr 200. pr. måned. Første havn i Japan var Yokohama, derefter Nagoya,Shimizu, Osaka og Kobe, kobe blev den by, jeg blev mest forelsket i , og jeg kom til at tilbringe, mange lange perioder i Kobe.
Vi havde hørt mange skræk historier om Japanernes opførsel unde 2 verdenskrig, og de er nok sande, men min oplevelse af Japanernevar, at de var meget venlige, det grænsede til underdanighed, så jeg følte ikke at de hadede os. De kunne ikke lide Amerikanerne, men det var der ikke mange der kunne, de førte sig frem over hele Østen, som om de ejede det hele, og det gjorde de nok også, lige efter krigen.
Næste stop på rejsen var Formosa, som idag hedder Taiwan. Denne Ø har en speciel historie
Da anden verdenskrig sluttede, var der borgerkrig i Kina, landet var delt, mellem tilhængere af den pro vestlige Chiang Kai-shek, og den kommunistiske Mao Zedong.Det endte med at Chiang Kai-shek måtte flygte til Formosa med resterne af sin hær, hvor de er den dag idag. Nu lå landet således, at Kina skulle være medlem af FN, men man kunne ikke rigtig blive enige om hvem der skulle repræsentere Kina, Formosa eller kommunist Kina. Det skulle så afgøres ved en afstemning af alle medlemmer af FN. Da man i slutningen af fyrrene var rædselsslagen for kommunismen, så fald valget på Formosa, som så var Kinas repræsentant. Nu var det bare den hage ved det, at Danmark havde stemt på Maos Kina, så vi var ikke ligefrem populære på Formosa, og hvis vi ville i land, skulle vi søge om visa.
Det var dog ret omtændeligt, så trods det at jeg var på Formose mere end 25 gange, var jeg aldrig iland. Idag har man indset det urimelige i at Formosa med 25 millioner indbyggere skulle repræsentere Kina, som dog har en befolkning på ca. 1,2 milliarder,så ved en afstemning i 1971 blev det ændret, så idag er det Kina som sidder i FN, og det er vel egentlig fornuftig nok.
Nu gik rejsen videre, næste stop Saigon, som er i fransk Indokina, eller Cochinkina, som det også hed, idag er det Vietnam. Det var også et land hvor der var ufred, så franskmændene havde nok at se til, der var mange soldater i gaderne, vi traf også et par dansker som var i fremmedlegionen.
Landet blev et par år senere kastet ud i en borgerkrig, som kom til at koste ufattelig mange menneskeliv.
I Saigon var der i 1951 temmelig roligt, selv om der var mange soldater i gadebilledet, men urolighederne foregik oppe i landet, så vi mærkede ikke noget.
For at komme til Saigon, skulle vi have lods ombord, lige uden for flod deltaet, derfra havde vi 5 timers sejlads op ad Mekong floden. Vi skulle have vagter ombord under sejladsen, da man kunne risikere at der blev skudt efter skibene, jeg var aldrig ude for at vi blev beskudt, men flere danske skibe havde denne oplevelse.
Det betød dog at vi ikke måtte opholde os på dækket under turen op til Saigon.
Saigon var en meget interessant by, når man vandrede rundt, så man kun asiater, men arkitekturen var fransk, man kunne lige så godt have været i Provence eller i Bayonne, som jeg besøgte med "Lady Kathleen"
Da vi var ankret op på reden i Saigon, kom der en flok kvinder, med børn i alle aldre, ombord, det var en familie, som havde et speciel pas fra rederiet, som gav dem lov til, at gå ombord i alle de Mærsk både som anløb Saigon, her gjorde de rent, hjalp kokken i kabyssen, vaskede op i alle messer, mod at de til gengæld, fik alle madrester, som de tog med iland, det var familiens levevej. Man kunne for en billig betaling, få vasket og repareret vores tøj, det var der mange der benyttede sig af, og denne familie var der i alle de år jeg sejlede på østen, det såmme var tilfældet i Bangkok, og senere HongKong.
Efter Saigon gik vi til Singapore, hvor vi også lå til ankers ude på strømmen, der lå nok mellem 70-80 skibe ad gangen i Singapore. Det første jeg foretog mig, var at besøge det berømte Raffels Hotel, og så ellers ud at se på byen, her var det som jeg havde drømt om hjemme i Horsens, østens mystik, det var Singapore.
Jeg havde i mellemtiden, fundet ud af at det var ikke kok jeg ville være, jeg ville på dækket, de oplevede at se det hele, hvor vi nede i kabyssen, ikke så noget før vi kunne komme på dæk i vores pauser, så jeg arbejdede på at komme ud på dækket. Men hovmesteren ville ikke slippe mig før de 18 måneder som min kontrakt lød på, var overstået. Kokken derimod lovede mig al den støtte jeg havde brug for. Nå men vi skulle jo jorden rundt, så vi afgik Singapore, med kurs mod Sumatra, hvor vi lastede flydende gummi (Latex) i en by der hed Medan. Derefter sejlede vi til Ceylon, for at laste The.
FORTSÆTTES
|
|
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|