Min første kone Bente, traf jeg da jeg begyndte i 6 klasse på Tordenskjoldsgades Skole, og jeg tror jeg blev forelsket ved første øjekast. Vi blev skolekærester på godt og ondt, den ene dag blev jeg kasseret. næste dag var det mig der gjorde det forbi, både Bente og jeg havde temperement.
Da jeg stak til søs, holdt vi forbindelsen ved lige, pr. brev, og jeg fik alle de sidste nyheder, fra min mor, Bente besøgte hende næsten hver dag, så jeg fik alle detaljer, om nye kærester, som Bente præsenterede, for min mor.
Men vores forhold blev seriøst, efter at Bente og min mor havde besøgt mig i Tyskland 1955.
Så da jeg kom hjem til Danmark igen i Nov 1959, bestemte vi os til at gifte os, hvilket vi gjorde i sommere 1960.
Bente var den ideelle sømandskone, hun prøvede ikke på at få mig til at holde op med at sejle, de gange jeg forsøgte at arbejde iland, var faktisk min egen ide.
Hun var godt klar over at jeg var ikke den der kunne stilles på et blivende sted, ret lang tid ad gangen, men hun beklagede sig aldri over mine eventyr, hun fulgte bare med.
Som hun sagde til vores sølvbryllup i 1985 " Vi har måske ikke haft verdens bedste ægteskab, men det har faneme været interessant"
Efter flere års tumlen rundt i verden, fik jeg arbejde ved den nye storebæltsbro, og nu faldt jeg til ro, og Bente kunne godt lide at vi nu havde børnebørn, og vi kunne være i nærheden af dem.
Sommeren 1991, Bente havde klaget over at hendes migræne var tiltaget, så i min sommerferie ringede jeg til lægen, og han kom og gav hende et pår indsprøjtninger, hvilket hjap en smule.
Jeg begynde at arbejde den 31 Juli, og om morgene ringede Lisbet, vores svigerdatter, at hun syntes at jeg skulle komme hjm, for Bente opførte sig underligt. Så vi bestilte tid hos vores læge, og jeg kørte hjem, Bente var klar til at køre, så vi tog til lægen som mente at vi skulle tage til Vejle sygehus, hvor han i mellemtiden bestilte en scanning.
Kl 1900 den 1 August 1991, fik vi at vide at Bente havde kræft i hjernen, og den var så udbredt at der intet håb var for behandling, det eneste de kunne love os var at de ville holde hende smertefri.
Den 18 August sov Bente stille ind, jeg var på sygehuset, og hold hende i hånden, da hun opgav livet.